Scene 75

Få denne scene læst op: 

Minister efter minister kom tøffende ind i mødelokalet hos Liberalt Folkeparti. Enhver vidste, at mødet ville blive en nedtur, for alle kendte valgresultatet og konsekvenserne. Hvis der var lidt håb tilbage, måtte det være hos en fantast.


Kære venner og dygtige kolleger,

Vi mangler stadig resultatet af fintællingen, men jeg mener alligevel, at vi har grund til at tage dette møde her dagen efter valget. Liberalt Folkeparti, og dermed regeringen, klarede det ikke godt nok, og vi har mistet vores parlamentariske grundlag.

Så i morgen må jeg gå den tunge gang til dronningen og træde tilbage som statsminister. Det passer mig selvfølgelig ikke, og jeg håber, at vi får chancen til at forhandle os frem til noget fornuftigt i en dronningerunde. Men først skal jeg formelt set træde tilbage.

Vi har været et godt team og gennemført store ting i vores tid. På det seneste har nogen stukket en kæp i hjulet på liberale fremskridt, men vi kommer tilbage med dobbelt styrke, er jeg sikker på. Personligt vil jeg gøre mit bedste.


Da mødet var slut, gav de alvorligt hinanden hånden og sagde farvel. Nogle af dem var ikke blevet genvalgt. Indenrigsministeren sagde jovialt og forhåbningsfuldt:

― Hvis Jørgen får bakset noget sammen, så ved han jo, at man godt kan være minister uden at være medlem af tinget. Han har jo aldrig været manden, der kaster talent og erfaring for hundene.