Scene 77

Uden for den snart fortidige regerings mødelokale stod Folketingets formand og ventede på statsministeren. Han inviterede partikammeraten Jørgen Carlsen ind på sit formandskontor.

― Nå, drejer det sig om klagen fra Borgerdemokraterne i Københavns Storkreds. Holder de mennesker da aldrig op, det er virkelig meget ubelejligt for Folketinget. Tænk hvis tinget beslutter at nedsætte en Undersøgelseskommission mod Indenrigsministeriet. Og hvad hvis der skal være omvalg i storkredsen. Uha.

― Jamen, det er da nok bedst at få fastlagt uvildigt, om afvisningen er retligt i orden. Alle ønsker, at der er klarhed. At så Folketinget ikke kan fungere så længe, det må vi leve med, svarede formanden uden at bemærke sin partiformands synlige irritation.

― Men det er nu ikke klagen, jeg vil tale med dig om.

Folketingets formand så lettere medlidende på Jørgen Carlsen og stak ham et dokument.

― Det her er lige kommet.

Statsministeren snuppede dokumentet, som var på to sider, og begyndte at læse det stående. Pludselig blegnede han, vaklede nærmest hen i en lænestol og holdt sig på hjertet med den ene hånd, mens han støttet af den anden sænkede sig besværet ned i sædet. Dokumentet blev lettere krøllet, da han sank tilbage i stolen.

― Er det her en joke? Det kan hun da ikke mene alvorligt, vel?

Formanden sagde ikke noget. Carlsen sad lamslået og stirrede ud i luften med papirerne hængende slapt ned i en livløs arm.

― Dronningen stævner mig for Rigsretten anklaget for forsøg på at kuppe gårsdagens folketingsvalg. Det kan hun da ikke, vel?