Scene 78

Carlos og Mariann stod tavse og ventede til det sidste på, at det blev tid for hende at gå gennem sikkerhedskontrollen til afgangshallen. De stod tæt, virkede lidt sammenvoksede og uden lyst til at kappe strengen. Med hovedet hvilende på hans skulder sagde hun:

― Jeg har sat 100.000 dollars ind på den konto, som du opgav. Send en e-mail, når den skal fyldes op.

Carlos rettede sig overrasket op, men hun lukkede hans læber med en blid, velplejet pegefinger.

― Intet regnskab, sagde hun.

Kort efter gik hun igennem kontrollen uden at vende sig om for at vinke. Hun var opfyldt af boblende jubel indvendig, ikke mindst over hans dejlige ord til farvel:

― Du er min kvinde nummer et, og jeg vil være din mand nummer et. Husk det!

Hun følte sig dog ikke sikker på, at hun nogen sinde skulle se ham igen.

Mange timer senere spadserede en høj, flot kvinde selvsikkert ud ad Copenhagen Airport efter en afslappende rejse over Atlanten. Under vejs havde hun slugt en ny bog om de amerikanske neoliberales store indflydelse på George W. Bush-regeringen, ikke mindst interesserede hun sig for deres vej til magten.

Tanken havde strejfet hende, at dansk politi ville antaste hende ved ankomsten, men måske kendte de ikke hendes pasnummer. Under alle omstændigheder vidste Mariann Madsen, at hun ikke kom udenom en afhøring hos Bagmandspolitiet. Ikke at det generede hende synderligt. Der var intet at komme efter.

København er nu lidt hyggelig, tænkte hun, da hun sparkede de røde stiletter af og smed sig på ryggen på sengen i sit værelse på Hotel Kong Frederik, henne om hjørnet fra Rådhuspladsen, Strøget, Tivoli og ikke mindst tæt på Folketinget. DeLuxe værelset havde en dagligstue, og den ville hun indtil videre bruge som hovedkvarter.

Liggende på ryggen hævede hun mobilen i luften og indkaldte Teodor Severinsen til middag for at lykønske ham med valget.