Scene 79

Hvis man skal karakterisere mediernes reaktion på nyheden om, at dronningen indklagede statsministeren for Rigsretten, må ordet være lammelse. Overskriften på Formiddagsposten udtrykte følelserne i befolkningen:

Morgenavisen gik, som redaktionen havde for vane, i den stik modsatte retning:

Avisens problem er, at den både er politisk allieret med Liberalt Folkeparti og etablissementet, og samtidig følger en udpræget royal linie. Resultatet blev derfor helt naturligt, at noget måtte være galt med dronningens rådgivning, og at det hele måtte være en fejltagelse, fordi det jo ikke kunne være hendes egen skyld.

På den måde undlod den borgerlige avis at beskæftige sig med det centrale i sagen, nemlig at regenten anklagede statsministeren for kupforsøg.

Avisen var som alle andre uvidende om detaljerne. Dronningens dokument var offentligt tilgængeligt, men indeholdt ingen dokumentation for, hvad grundlaget for denne historiske anklage var. De fleste undrede sig over, at den slags overhovedet var muligt efter landets lovgivning. Grundloven er groft sagt noget rod, idet teksten alle mulige steder nævner ”Kongen”, mens alle lovkyndige er enige om, at ordet som oftest dækker regeringen. Politikerne turde ikke revidere loven af frygt for nye idéer, debat og uforudsigelige konsekvenser.

Men nu er Danmark sådan indrettet, mente dronningen og hendes rådgiver, at statsministeren ikke kan forventes at indklage sig selv for en Rigsret, hvorfor regenten som den eneste med statsretlige funktioner har dette tvivlsomme privilegium. Pointen var anført, men derudover var der ingen detaljerede oplysninger om årsagen. Rigsretten er en domstol, der kan dømme ministre for grove forbrydelser mod landet.

Analysen blev politisk af mangel på retningspile. Statsministeren måtte have gjort noget forkert, eller også ville dronningen hjælpe sin søn, borgerdemokraten. Stemningen blandt flertallet faldt ud til fordel for statsministeren, og fordømmelserne af dronningens forsøg på at blande sig i politik fik overtaget. Men majestæten meddelte sig ikke. Hun forholdt sig tavs og afventende.

Spekulationerne blev ballistiske og endte i det ydre rum. Men ingen talte … bortset fra den seriøse politiske redaktør på TV2, der som altid havde et sobert perspektiv:

Med mindre danskerne mener, at deres regent er klar til indlæggelse på den lukkede, må befolkningen tage den aktuelle udvikling for pålydende. Noget højst urovækkende må være foregået, når det kan få dronningen til at tage et sådant juridisk set kontroversielt skridt.

Anklagen er med så mange ord et ”kupforsøg”, og det kan sprogligt kun betyde et forsøg på at tiltage sig magten uden om lovgivningen. Anklagen drejer sig formentlig om en hændelse før valget.

Tidspunktet for stævningen til Rigsretten er særdeles interessant. Anklagen kommer lige efter valget, og dagen før resultatet tvinges statsministeren til at træde tilbage, fordi han har mistet sit parlamentariske grundlag. Dronningen griber ind mindre end 24 timer før, Jørgen Carlsen bliver menigt folketingsmedlem.

 Vi ved så meget, at Jørgen Carlsen forlod Amalienborg dagen før valget med et frisk sæbeøje efter et sammenstød med en dør. Kan der være en forbindelse her? Har døren mon et navn?

Danmark er på vej ud i en dyb, konstitutionel krise, hvis årsag eller afslutning indtil videre er ude af syne.