Scene 80

Uden sine stærke piller fandt Jørgen Carlsen ingen ro den nat, og han fik svært ved at komme i omdrejninger om morgenen. Som så mange andre danskere var han overforbruger af sovemedicin. I hans nuværende situation kunne man forstå det, men det gjorde ham ikke mere effektiv. Tankerne snurrede rundt i hans hoved.

Mindst af alt kunne han forstå, hvorfor dronningen indklagede ham for Rigsretten, et træk som han fandt absurd. Carlsen vurderede, at hun formentlig hadede ham og ville destruere hans glorværdige rolle i Danmarks historie. Det vigtigste, han havde tilbage at redde, var sit gode navn og rygte, men lige meget hvor ihærdigt han ledte efter en smutvej, svigtede hans hjerne ham.

Taktisk kunne han godt sætte sig ind i dronningens træk, fordi det måske ville forhindre ham i på vegne af Liberalt Folkeparti at forhandle et nyt regeringsgrundlag. Den eneste logik for ham var, at hun ville hjælpe Holgers parti til jobbet som statsminister. Godt nok havde han og hun haft en ophedet diskussion, og han fandt sig i at få et blåt øje uden at sladre. I sidste ende var det hele jo for at redde demokratiet.

Jørgen Carlsens scanning af sit politiske univers gav ham ingen åbenlyse løsninger eller fortrolige, som kunne give et brugbart vink. Måske var Arne Klampo manden med rådet? Situationen var stressende og deprimerende, men som den slider, han var, vidste han, at der til sidst ville åbne sig en udvej for ham. Hvis bare han kunne komme igennem krisen, og Holgers regering gik op i røg, ville mulighederne stå åbne. Det kunne ikke gå hurtigt nok.

Statsministerens sekretær bemærkede i det stille, at chefen var begyndt at bide negle, ikke bare bide dem lidt men så meget, at fingerspidserne var hævede og røde. På nogle fingre var neglene halvt forsvundet.