Scene 82

Ministerbilen tog en lille omvej for at ramme Amalienborg Slotsplads præcis på det tidspunkt, som dronningen tog imod. Pladsen virkede, set fra bilens bagsæde, som var den proppet med reportere og kameraer, men han ænsede ikke muren af mediefolk, så koncentreret var han. Følelsen af at være en kristen, der skulle kastes for løverne i Colosseum, slap ham ikke. Han gik sin skæbne i møde med tomt stirrende øjne.

Turen op ad trappen mod dronningens kontor i palæet var trælsom og syntes længere end nogen sinde før. Statsministeren blev vist ind, og han gik stille med bøjet hoved hen mod hendes skrivebord. En passende fysisk afstand blev holdt. Hun tilbød han ikke at sætte sig.

― Deres Majestæt, efterfølgende folketingsvalget er det min pligt at informere Dem om, at regeringen har mistet sit parlamentariske flertal, og at regeringen Carlsen derfor træder tilbage. Liberalt Folkeparti mener sig fortsat regeringsdygtigt, men der forestår ny forhandling blandt de valgte partier. Det ville være mig en glæde at blive udpeget som forhandlingsleder.

― Tak hr. Carlsen. Andet svarede hun ikke, men hendes kropssprog proklamerede afsky og foragt.

― Deres Majestæt, jeg synes ikke, at jeg fortjener dette her, forsøgte han tøvende. ― Ikke alene har jeg været Danmark en god statsminister i mange år, men De og jeg har også arbejdet godt sammen. Hver især har vi passet vores arbejde. Klagen for Rigsretten er jeg meget ked af, for den efterlader et forkert indtryk af mig som statsmand. Mit ærinde var jo bare for at give Holger en chance, sagde han trist.

Hun så hårdt på ham og kunne kun opfatte ham som en latterlig figur!

― Jeg forstår ikke, hvordan det kunne komme så vidt, som vi er lige nu. En klage til Rigsretten kan kun ødelægge landets samt Deres og mit eftermæle … pinagtigt bliver det at møde op for Rigsretten med påstand mod påstand. Kan jeg gøre noget for at stoppe den sag?”

― Nej, svarede hun. ― De må gå.