Scene 84

Den tidligere statsminister stod tøvende ved toppen af trappen, som førte ned til rovdyrene på slotspladsen. At gå af var et tilbageskridt i hans politiske projekt, men det var overgået mange andre statsministre før ham. Jørgen Carlsen følte sig overbevist om, at han kunne danne en ny regering med Højrepartiet og så finde stemmer i de andre partier sag for sag. Alt havde en pris, og den var han parat til at betale.

Han vidste godt, at dagene foran ham blev hårde. Rigsretssagen, den skide ubegribelige sag, var hans største problem. Navigationen af den sag var en udfordring, for det var nye vande med underjordiske skær. Alle partier og politiske ledere, ikke mindst ham selv, var påvirket af sagen. Den var ødelæggende. Politikerens overvægtige krop værkede af stress og for lidt søvn.

Mens han holdt en tænke- og koncentrationspause, løb han igennem sin spindoktors råd om, at han over for pressen skulle gå efter at danne regering igen og nedspille Rigsretten som noget kuriøst, der ingen indflydelse ville få på dronningerundens forhandlinger om en regeringsdannelse.

Ingen udover ham selv og dronningen kendte til indholdet af deres sammenstød. Hun havde ingen beviser for sin anklage, så derfor måtte det hele, i respekt for kongedømmet, ende med at blive bedømt som en fejltagelse i kampens hede. Carlsen kunne indirekte anklage dronningen for at favorisere sin søn. Den mulighed ville han udnytte.

Efter flere dybe, anstrengte indåndinger gik han langsomt ned ad trappen for at komme med en udtalelse til de mange venner fra pressen:

― Jeg er netop officielt trådt tilbage som statsminister som følge af valgets resultat. Dronningen og jeg har haft et formelt møde, som den slags altid er, hvor jeg som formand for og statsministerkandidat for Liberalt Folkeparti, stadig landets største, tilbød Hendes Majestæt at være forhandlingsleder. Jeg vil tage kontakt til alle Folketingets partier for at undersøge, om vi kan finde et nyt regeringsgrundlag.

― Hvad med Rigsretten, dronningen beskylder dig for udemokratisk adfærd. Snakkede I om det, råbte en reporter.

― Nu skal vi vist ikke blande tingene sammen her. Det er en utraditionel opfindelse i Danmarks politiske kultur, som ingen vist har forestillet sig i lovgivningen, så vi må se, hvad det kan føre til. Kongefamilien er jo på forskellig måde blevet aktiv deltager i dansk politik, må man vist sige, og jeg ser også denne sag som en nyskabelse i debatkulturen. Mon ikke andre skal fortolke, hvad det her betyder for kongedømmet?

― Vil det sige, at du mener, at dronningen overtræder Grundloven og anklager dig af politiske grunde?

― Som sagt vil jeg overlade det til andre at vurdere den situation, men jeg ser frem til dronningens invitation til at danne regering. Liberalt Folkeparti er landets største og mest regeringsegnede for ikke at sige regeringserfarne.

― Sidste gang du var hos dronningen, kom du fra besøget med et blåt øje. Var du oppe at slås med hende?

Jørgen Carlsen værdigede ikke spørgsmålet fra journalisten, som han ikke kunne få øje på mellem blitzblinkene, en kommentar. Politikeren rødmede uklædeligt, mens han flygtede ind på bagsædet af den ventende ministerbil, som kørte ham tilbage til Christiansborg på hans måske sidste tur i den store BMW.

Flere af de tilstedeværende ved det korte pressemøde foran Amalienborg fortolkede hans rødmen som en bekræftelse. Ud over den danske blogosfære spredte sig med orkanens hast budskabet om, at statsministerens havde fået bank af den aldrende dronning, og at det nok hang sammen med Rigsretssagen.

Etablerede medier, som aldrig selv ville synke så dybt, lavede detaljerede reportager om rygterne blandt danske bloggere, og så havde de for øvrigt optagelser og billeder af den rødmende mand på vej ind i bilen. Nyheden blev et underholdende indslag i nyhederne, og det snakkede alle om den dag.

Få kvarterer efter ringede hans kone til kontoret.

― De ringer alle sammen og spørger, om det er rigtigt, at du har fået tæsk af dronningen. Alle sammen, mine veninder, naboen og folk fra byen.

― Som sagt gik jeg ind i en dør på slottet.

― Ja, ja, det siger enhver kone, som får tæsk af manden, når han er fuld, og den tror ingen på. Hvorfor rødmede du?”

― Hør nu her, det var et uventet spørgsmål. Jeg blev overrumplet. Ikke andet.

― Jeg er ligeglad med, hvad du blev. Alle siger, du så skyldig ud, at du skammede dig. Få det her stoppet. Jeg holder det ikke ud. Stop det. Mit liv skal ikke forpestes af, at min mand har fået tæv af en gammel dronning. Er du med? Slut det, finish, basta … det er en ordre.

Og med det knaldede fru Carlsen røret på. Han kone var svær at hidse op, medmindre børnene havde været ualmindelig strenge og øretæveindbydende. Var hun i det humør, gjaldt det om at dukke sig. Det omfattede alle i husstanden, selv hunden krøb ind under sengen med halen mellem benene, når mor Carlsen rasede.

Landets førstedame havde en overdreven tillid til, at hendes mand kunne ordne alt muligt. Imidlertid kan selv en statsminister, en tidligere statsminister, ikke stoppe saftige rygter, og han vidste, dette ville få plads i historiebøgerne. Fra nu af ville karrikaturtegnerne afbilde ham med et sæbeøje med en krone i, fortalte hans erfarne instinkt ham.

Politikeren sparkede arrigt til møblerne og ødelagde to lamper, en printer, et arkivsystem til dokumenter, cigarkassen, lågen til barskabet, men ikke sin bærbare computer. Til gengæld bed han sin pegefingernegl til blods, mens han holdt pause for stønnende at lokke ilt nok ned i sine hidsige lunger.