Scene 86
De ankom efter tur ud fra antallet af mandater, når de skulle til dronningen og pege på en forhandlingsleder. Målet var at få det forjættede regnestykke til at gå op og helst præsentere 90 mandater på sin side. Hele landet forholdt sig til bogstavkombinationer, og lommeregnerne glødende for at forudsige landets politiske fremtid.
Forventningerne var størst til landets nye, store parti, og hvad dets formand havde at sige til pressen på pladsen.
Man kan ikke sige, der var noget usædvanligt ved vores møde. Hendes Majestæt sagde pænt goddag, og jeg svarede på samme måde. Så spurgte hun mig, hvad jeg mente om forhandlingssituationen, og jeg svarede, at den så vanskelig ud. Borgerdemokraterne stiller sig naturligvis til rådighed som forhandlingsleder. Vi har noget nyt at byde på i dansk politik, mener vi selv.
― Hvordan var det at være på officielt besøg hos sin mor?
Nu kender jeg jo huset ret godt, så jeg undgik at løbe ind i døre eller andet farligt. Dronningen og jeg kender hinanden bedre end de fleste, og tro mig, man spøger ikke med Hendes Majestæt, når det er officiel monarkbusiness.
Jeg opførte mig ordentligt og fik hverken kys eller endefuld. Nu må vi se, hvordan jeg kommer igennem næste runde, hvis det mislykkes for Liberalt Folkeparti at samle et flertal.
Hele landet grinede smøret over Holgers frække antydninger og afslappede stil. Sådan havde de aldrig set ham før. Kommentatorerne mente, at han nærmest var flabet over for Carlsen, der kæmpede hjælpeløst imod rygterne om sit ”uheldige” besøg på Amalienborg. Hånen ville ikke gavne forhandlingsklimaet mellem de to partier.
Ole Bang grinede højt, men irettesatte senere Holger for uagtsom politisk adfærd.
Traditionen var, at alle pegede på sig selv, medmindre de havde en forudgående aftale med et andet parti. Højrepartiet pegede på sig selv og ikke på Liberalt Folkeparti som ved de to forudgående valg. Det var en nyhed, som de ventende medier elskede. Smagte af konflikt mellem de trofaste, politiske makkere.
Demokraterne, som var drattet nedad og havde afleveret 11 ud af 40 mandater til andre, tilbød sig som seriøse partnere for enhver forhandlingsleder med noget at tilbyde deres vælgere.
Godt nok gik regnestykket op, hvis partiet slog sig sammen med Liberalt Folkeparti og Højrepartiet, men det ville være politisk harakiri. I mands minde havde Demokraterne været landets største parti og nærmest haft monopol på statsministerposten. Naturligvis drømte de om genopstandelse og havde ved valget markedsført deres partileder som alternativ til Carlsen.
Socialisterne med deres 15 mandater vidste, at de var marginaliserede, fordi alle de andre partier var borgerlige i forskellig grad, og væksten ved valget skyldtes netop, at de distancerede sig fra regeringen og de andre partier. Udmeldingen blev derfor kort opsummeret, at de alle sammen kunne rende og hoppe, hvis ikke de frembar reelle, politiske godter med socialistisk smag.
Dronningen opfordrede den tidligere statsminister til at være forhandlingsleder. Bolden lå således hos Jørgen Carlsen, som alle forventede ville tabe den ynkeligt.
