Scene 87

Mariann Madsen arrangerede en reservation på den Michelinroste restaurant Noma i Strandgade, hvor det ellers var umuligt at få bord. Det vidste enhver. Til aftenens formål duede kun det bedste. Etablissementet blev i 2008 kåret som verdens 10. bedste restaurant, og ventetiden på et bord til middag var normalt tre måneder. Men i den danske restaurationsverden taler de tunge penge højest, og dem havde hun repræsenteret så rigeligt.

På forskellige niveauer havde Mariann Madsen været involveret i firmaovertagelser til over 200 milliarder kroner, og de dyre drenge har det med at fejre deres handler på de bedste steder, betalt af boet. Det eneste, hun behøvede at gøre, var at ringe og udgive sig for at være sin tidligere sekretær Hannah Mårtensen, så stod døren vidt åben for en stamkunde.

Frøken Madsen vidste, hvordan man tog sig godt ud på flere måder. Hun sørgede for, at en bil med chauffør hentede hendes middagsgæst på Christiansborg, hvorefter den kom forbi Kong Frederik for at hente hende. Han gik ind i baren for at vente på hende.

Teodor Severinsen var opstemt ved tanken om at gense kvinden, der stod bag en stor del af hans spritnye, politiske succes. Ved hjælp af hendes kapital og netværk i erhvervslivet blev Liberal Klub oprettet. Vennen Rasmus Pottemager havde så rigeligt underholdt med forbindelsen.

Mariann Madsen havde investeret gavmilde kampagnebidrag i talrige politikere og kastet professionelle ressourcer ind i hans kamp for liberalismen. Ikke mindst finansierede hun den geniale socialist Preben Lynk, der før sin pludselige død styrede gruppen sikkert gennem politiske kriser. Teodor var langt fra fjernstyret, men han vidste, at bag hans nye politiske styrke lå et finansielt og strategisk dygtigt magtapparat. Politiske resultater opnås kun gennem samarbejde og planlagte konflikter, vidste han.

Teodor og Mariann havde mødtes en del gange, men de havde ikke et personligt venskab. Gennem klubbens lange opbygningsperiode havde de aldrig været på tomandshånd eller udvekslet andet end snak om praktisk politik. Det fantastiske valg med en fordobling af antallet af liberalister i klubben gav dem meget at lykønske hinanden med. Planer skulle også lægges.

Normalt tog Mariann Madsen sig rasende godt ud i klassisk business stil med lange bukser, konservativ bluse og jakke. Selv med det kraftige, hørgule hår sat op i knude og et tækkeligt tørklæde om halsen kunne enhver fornemme, at der gemte sig en skønhed bag dresset, men hendes effektive udstråling fik de fleste til at tøjle deres nyfigne blikke.

Denne aften var Teodors premiere i skæret af hendes sensuelle flamme. Når Mariann tog til intim middag, klædte hun sig hæmningsløst, som kun en kvinde med en juvel af en krop tør.

Den dybrøde silkekjole var holdt oppe af en tynd guldstrop, der løb bag om hendes nakke. Ryggen og brystet var kun halvt dækket af stof. Resten af kjolen hang løst over hofterne ned til knæene kun brudt af en indtagende slids. Frodigt trængte hendes krop ud gennem den kælne silke og enhver, selv en blind, oplevede hende som mere end nøgen.

Mariann bar ikke smykker. Den lyse hud var dækket af ganske små hår, der svøbte sig i stimer omkring på kroppen og forsvandt bag den røde silke og i slugten mellem hendes bryster. Også ansigtet bar dette særlige kendetegn understøttet af øjenbryn, der mødtes midt på panden over den skarpe næseryg. Selv hendes øjenvipper var svungne og sølvfarvede omkring de blågrønne øjne fremhævet af en anelse turkis øjenskygge.

På sine uundværlige røde stiletter ragede hun små to meter i vejret, hvilket gjorde hendes kurvede, sportstrænede krop opsigtsvækkende monumental.

Kvindens entré i baren, hvor Teodor Severinsen ventede, havde den tilsigtede effekt på politikeren. Manden gispede. Åbenbaringen var total, og hans sanser kapitulerede øjeblikkeligt. Snakken mellem en gruppe forretningsfolk ved et bord i rummet forstummede, mens de gloede og hver især tænkte deres. Flere følte en usynlig kvindehånd klemme deres testikler.

Den ranglede politiker rankede sig og modtog forsigtigt hendes varme knus og et kys på kinden. Mændene omkring undrede sig i deres stille sind over, hvad Teodor mon havde, som gjorde ham fortjent til sådan en kvinde. Umage som de fremstod, var ingen dog i tvivl om, at hun var hans date helt og holdent. Hun bemærkede ingen andre end ham. Bartenderen bød dem hver et glas iskold champagne.

― Søde Teodor, sagde hun varmt og skålede med et smil, ― modtag min hyldest.