Scene 93

Valgresultatet gav ikke nogen åbenbar løsning. Antallet af partier var faldet til fem plus de nordatlantiske, og mængden af kombinationer var begrænset. Så hvad kunne forhandlingsleder Jørgen Carlsen gøre, svækket som han var af sine skandaler? Han måtte finde et ståsted hos Borgerdemokraterne. Højrepartiet gav ikke nok til et flertal, og der var problemer med Soffi Hermansen.

Liberalt Folkeparti måtte tage en forhandling med Holger. Jørgen Carlsen gennemgik sin hånd og fandt få gode kort. I Borgerdemokraternes kontor på den anden side af kanalen gjorde Ole Bang det samme. Et samarbejde med Liberalt Folkeparti var udelukket, ikke mindst på grund af Liberal Klubs 20 købte mandater.

Bang kunne regne som enhver anden og vidste, at Jørgen Carlsen var færdig og uden andre teoretiske partnere end Borgerdemokraterne. Partiet Demokraterne håbede stadig på selvstændig genopstandelse fra de døde, og Socialisterne havde utvetydigt meldt ud, at de ikke var støtteparti for nogen regering. Alle fire nordatlantiske medlemmer holdt sig langt fra den svære situation.

Bang undrede sig, da Holger aflyste deltagelse i mødet og forsvandt, men den slags havde altid en god årsag. Samtalen med Carlsen kunne ikke udskydes, så Bang tog den sammen med næstformand Peter Sørensen. Strategien blev at lytte for at finde ud af, hvor desperat Carlsen var, og hvor langt manden ville gå.

Jørgen Carlsen var synligt lettet over, at Holger udeblev, selv om det var et uhøfligt brud på Christiansborgs etikette. Opildnet over ikke at skulle konfrontere en af de utilregnelige kongelige, ignorerede han Ole Bang, sin egen tidligere spindoktor og kandidat til en ministerpost. Fokus blev på den urutinerede Peter Sørensen.

― Det glæder mig at møde et nyt kvalificeret ansigt i toppen af dansk politik, indledte han. ― Vi skal nok finde ud af noget sammen. Borgerdemokraterne er jo en herlig frisk vind på Christiansborg, og det vil være mig en fornøjelse at byde et så stort og nyt parti velkommen i et samarbejde.

Den tidligere statsminister kastede sig ud i en historisk svada om Fremskridtpartiet, der i 1973 også blev landets næststørste parti ved sit første valg, men som blev isoleret på grund af stifterens skattegalskab. Samme skæbne måtte jo ikke overgå Borgerdemokraterne, så derfor ville han tage det nye, uerfarne parti under sine beskyttende vinger.

― Men lad mig gå lige til sagen, vi kan jo alle tælle mandater og lægge et kreativt udspil på bordet, som både Borgerdemokraterne og Liberalt Folkeparti kan få stor glæde af. Hvad om vi to store, det gamle og det nye parti, gik sammen om at rette op på velfærdssamfundet og gennemføre en moderne værdipolitik? I står jo også for sociale værdier, sagde Carlsen opstemt og begejstret. ― Vi har vores uoverensstemmelser, men dem kan vi komme over, hvis vi sætter os sammen de næste par dage, ikke?

― Hvad med Højrepartiet, spurgte Peter Sørensen forsigtigt.

― Ja, altså, hvis vi to store partier går sammen, behøver vi jo ikke Soffi Hermansen. Jo flere partier sammen, des større parlamentarisk grundlag, men samtidig kommer der jo flere holdninger på bordet. Men hvis I gerne vil have Højrepartiet med i forhandlingen, så for min skyld gerne. Jeg har haft et fint samarbejde med hende de sidste syv år.

― Hvordan med fordelingen af ministerposter?

Jørgen Carlsen følte, at mødet gik rigtigt godt, fordi Peter Sørensen tilsyneladende var interesseret i ministerposter. Den overraskende positive modtagelse tydede på, at Borgerdemokraterne ikke havde en aftale med Demokraterne eller Socialisterne. Måske var de nye ikke meget anderledes end alle de andre på Borgen, som tørstede efter ministerier at styre og den gavmilde pension.

― Ja, nu må vi se. Meget kommer an på opstillingen af talent hos Borgerdemokraterne. Vi har jo megen erfaring at tilbyde. Personligt forventer jeg som leder af det største parti og som den mest erfarne at fortsætte i statsministerstolen. Så må vi se, om ikke du, Peter Sørensen, bliver vicestatsminister som nummer ét i jeres Folketingsgruppe.

― Og du Ole Bang kan blive informationsminister, det har vi før diskuteret. Og jeg glemmer aldrig mine løfter, vel?

Ole Bang troede næsten ikke sine egne øren over mandens frækhed. Havde Carlsen virkelig glemt, at han med tilbuddet om en ministerpost forsøgte at bestikke sin tidligere spindoktor til at aflyse udgivelsen af hans planlagte, afslørende bog om deres tid sammen og til at få hjælp i kampen mod Holger-bevægelsen.

― Hvad er Liberalt Folkepartis holdning til lovgivning om de udenlandske fondes storopkøb af danske virksomheder, spurgte Peter Sørensen.

― Ja, det er jo helt klart, at når nu jeres partiformand har slået sig op på det emne, så skal han have sine love, det kan jeg garantere for. Helt bombesikkert. Personligt har jeg altid været tilhænger af, at der er styr på dansk erhvervspolitik. Under valgkampen er der godt nok faldet hårde ord fra min side, men mon ikke Holger og Borgerdemokraterne vil tilgive dem, når I får jeres love?

― Hvad tror du, Liberal Klub og Teodor Severinsen siger til det, spurgte Ole Bang i et tonefald, som havde der været glidecreme i morgenkaffen.

― Altså helt ærligt, så er Teodor lidt vild og ungdommelig i sin frembusen. Det er gået hans gruppe pænt, men ingen kan jo forudse, hvor godt de holder sammen. Også de mest højreorienterede i Liberalt Folkeparti må give sig lidt, ligesom nogle af jeres folk må lære at indrette sig efter politiske realiteter.

― Hvad har du tænkt dig at gøre ved Rigsretssagen mod dig, spurgte Peter Sørensen nysgerrigt.

― Arh, jeg tror, den går i sig selv. Dronningen var vist blevet så stresset over al det halløj med kronprinsen, altså Holger, og med valget, at hun mistede overblikket. Vi kan nok, når Borgerdemokraterne og Liberalt Folkeparti er blevet enige, snakke den sag igennem og befri befolkningen for en pinlig oplevelse. Det tror jeg også, Holger helst ser, forsikrede Jørgen Carlsen.