Scene 94
Holger behøvede blot at trykke et kortnummer på sin royalmobil for at få vagthavende PET-officer med ansvar for kongehusets sikkerhed. Uden nogen omsvøb sagde han:
― Skaf mig Laura Bøge.
Mindre end fem minutter efter ringede telefonen med politimesteren i den anden ende.
― Dav Holger. Tillykke med valget, sagde hun venligt. Jeg har ventet et opkald.
― Kan vi ses hurtigt?
― Naturligvis. Du får koordinater om et øjeblik.
Laura Bøge vidste, at Holger hverken som kronprins eller partileder ville kontakte hende på den måde, medmindre det hastede meget. Bedst at mødes udendørs et diskret sted.
Kort efter mødtes de på den nordlige naturstrand på Amager Strandparks kunstige ø. Skærmet af lagunen med soppestrand og svømmebane på den ene side og Øresund med udsigt til havmølleparken på den anden var de sikre. Forholdet mellem de to var ikke specielt venskabeligt.
PET havde afsløret Maria Magdalenas identitet og var dermed årsag til sikkerhedsproblemet. At politimesteren havde underrettet statsministeren var uheldigt, men hendes job krævede det. Krisen lige nu skyldtes Jørgen Carlsens afsløring i medierne, hvilket gjorde det lettere for en fremmed efterretningstjeneste at finde Maria. Men det var sket alligevel, for parret kendte flere måneder tidligere til diskrete udenlandske forespørgsler blandt bolivianere i Danmark.
Som kronprins havde Holger været vanskelig at holde styr på sikkerhedsmæssigt, og det ville han sikkert vedblive at være som politiker. PET havde ikke færdiganalyseret hans behov for beskyttelse som borgerlig, så alt var ved det gamle. Holger var sikker på, at Laura Bøge stod bag den afslørende optagelse fra dronningens kontor, som ville fælde statsminister Carlsen ved en Rigsret. Det var hendes måde at betale tilbage for Carlsens forræderi.
― Nogen viser særlig interesse for kronprinsessen, undskyld Maria Magdalena. Hvem er de?
― Jeg kender ikke til noget aktuelt sikkerhedsproblem.
― Tro mig, det er der. Jeg vil blot advare dig om, at dine folk kan komme i klemme på uheldig vis, hvis der sker noget.
― Holger, lad nu os om sikkerheden. Det er ikke din eller ham kæmpens opgave. Vi ved godt, hvem han er, og hvad han kan. Manden bærer ulovlige våben … og det gør du for øvrigt også. Pas på, du er civil nu og ikke mere hævet over loven. Hvis nogen finder ud af, at du går rundt med ulovlige våben, får du et problem.
― Er det en advarsel, spurgte han ironisk.
― Overhovedet ikke, tag det som et godt råd. Så længe du har PET-folk med alle vegne, må du have de våben, du har lyst til, men den ting, du har spændt på venstre overarm, er lige så ulovlig som den på dit højre ben for ikke at tale om pistolen i venstre armhule.
― Sig mig, er du synsk, eller scanner I folk.
― Begge dele såmænd, grinede hun og tilføjede alvorligt: ― Tak for tippet, vi skærper opmærksomheden.
Da Holger havde forladt deres korte møde, sad hun tilbage på bænken med den fine udsigt og grundede over den udfordring, han var for PET. Laura Bøge besluttede sig for, at hun kunne lide prinsen som person, ikke mindst fordi han aldrig havde giver PET problemer, altså alvorlige problemer.
Han havde gentagne gange været enormt irriterende, når han forsvandt og ignorerede deres arbejde. Men hun vidste godt, at det var hans måde at skaffe sig lidt privatliv. Den aktuelle magtkamp mellem statsministeren og Holger gik hende meget på, fordi Carlsen altid spillede beskidt. Inderst inde var hun bekymret for, om Holger kunne matche Carlsen i de politiske skyttegrave.
Problemet for politimesteren var, at mens Carlsen var en intrigant politiker, var Holger våbnenes mand. Hvis presset var hun overbevist om, at Holger kunne være livsfarlig. Ingen af modstanderne ville overleve, men det ville Holger heller ikke, politisk. Holger er overhovedet ikke politiker, han er en konge, en krigerkonge. Det bekymrede hende meget.
