Scene 97

Unge Severinsen var ikke i tvivl om, at han var nødt til at sabotere, at hans eget parti fik regeringsmagten. En aftale under udvikling med Borgerdemokraterne måtte øjeblikkeligt standses. Carlsen ville tilbyde Holger hvad som helst for at fastholde magten og uskadeliggøre liberalisternes voksende gruppe. Måske kunne han samtidig åle sig ud af rigsretssagen.

Teodor, der så sig selv som den kommende befrier af danskerne fra lovgivningens tunge åg, glædede sig allerede til at nyde frøken Madsens beundring for sit næste træk.

Politikeren smuttede forbi TV2s kontor på Christiansborg for at slå en sludder af med redaktøren. Denne lyttede opmærksomt til Teodors tip om, at Soffi Hermansen ikke alene havde undladt at støtte Jørgen Carlsen i dronningerunden, men at hun gerne ville samarbejde med Liberal Klub om en mere liberal dansk politik. I journalistens ører lød det, som om Carlsen havde mistet fru Hermansens tillid, og at hun lagde an på den næststærkeste.

TV-stationen bad Hermansen om at kommentere forholdet til Carlsen. Som garant for Carlsen-regeringen gennem syv år var det en stor nyhed, at hun nu klart afviste ham. For Severinsen var det en fryd at blive kronet af hende som ny potentiel leder af Liberalt Folkeparti. Tippet var nemlig sat op til at udløse sådan en kroning. Den seriøse TV2-reporter måtte nemlig vende tilbage til Teodor for at få hans officielle kommentar til hendes kommentar.

Jeg er taknemmelig for den tillid, som Højrepartiet viser mig og gruppen af bevidst liberale i Liberalt Folkeparti. Vores to partier har gennem syv år arbejdet meget fint sammen til fordel for nationen, og det ser jeg frem til, at vi gør igen i en snarlig fremtid.

I den nuværende situation med en ledelse i Liberalt Folkeparti, som har mistet sit trofaste støttepartis tillid, ser jeg det som en personlig udfordring at gøre alt for at hele bruddet, så vi sammen kan fortsætte vores politiske projekt.

Og dermed ville Carlsen få et slag i nakken med et boldtræ i aftennyhederne. Severinsen stod frem som partiets nye leder, og han medbragte et tilbud om fremtidigt glorværdigt regeringssamarbejde til Liberalt Folkepartis kommende årsmøde, hvor en ny partileder skulle vælges.

Efter sin snak med TV2 slentrede Teodor Severinsen ind på Jørgen Carlsens kontor for at færdiggøre destruktionen af sin partileders karriere.

― Vi ved begge, at det eneste, der som minimum kan få Borgerdemokraterne til at danne regering med Liberalt Folkeparti, er, at du lover dem streng kontrol med kapitalfondene, sagde Teodor fladt. ― Måske vil det interessere dig, at hvis du etablerer sådan et regeringssamarbejde, melder hele Liberal Klub sig ud af partiet, og du kan kysse dit dyrebare flertal farvel.

Carlsen sad stift i sin læderstol med øjnene fastlåst på sin unge modstander. Ikke en mine røbede, at han vidste, at han i dette øjeblik blev kulet ned i det sorteste og mest ensomme hul på den Folketingets politiske gravplads. Hans hænder fandt kanten af skrivebordet, som ville han skubbe stolen baglæns. Intet skete. Han klamrede sig til sit politiske liv.

― Mit ærinde er udelukkende at give en høflig advarsel, for valget er naturligvis dit eget, Jørgen. Ville det ikke være lidt pinligt at forhandle en regeringsaftale, som du ikke kan gennemføre? Uden mig kan du ikke gøre noget som helst!

Og dermed forlod Severinsen med et selvsikkert svaj kontoret uden så meget som at afvente en reaktion. Heldigt for dem begge, for den var blevet særdeles pinlig for en voksen tidligere statsmand.