Scene 98
Landsorganisationen De Ældre var en samfundsmæssig supertanker. Med over en halv million medlemmer organiseret via 200+ kontorer greb Arne Klampos tropper ind i ethvert lokalsamfund. Mest drejede det sig om at hjælpe de ældre til en bedre og mere sikker tilværelse, men for at nå den slags mål i det danske velfærdssamfund, skulle der sande, politiske kræfter til. Og dem havde kong Klampo i sit enevældige rige.
Tre forskellige konsulenter havde han spurgt til råds, uden helt at afsløre sine inderste tanker. Hver især skulle de definere et scenarie for organisationens fremtid. Løsningen var så godt som givet, for kongen valgte altid indsparket fra den konsulent, der leverede det oplæg, der landede nærmest hans egne ønsker. Metoden var kostbar, latterlig og ledelsesmæssigt umoden, men den virkede for ham. Når noget gik galt, dadlede han altid i bestyrelsen sine rygklapperkonsulenter.
Direktør Klampo vidste, hvad han måtte gøre, men det var så voldsomt et kulturskift, at han dårligt kunne rumme det. Fremtidens politiske idéer ville opstå på Borgerdemokraternes hjemmeside. Debatten ville påvirke samfundet betydeligt. Hvis blot han kunne styre de frivillige ind i det nye parti og lade sine folk inspirere andre medlemmers holdninger og stemmesedler, så skulle det nok gå. Værst var frygten for at miste kontrol over medlemmerne.
Løsningen, som han satte i gang, skulle træne organisationens aktive medlemmer til at være ældrepolitiske aktører inspireret fra hovedkontoret. De Ældre ville træne folk på samme måde, som da medlemmerne i 1990erne skulle lære at bruge en mus og en computer. Kampagnen fik navnet ”Tidens læserbreve” og handlede om at aktivere de 10.000 frivillige inden for Borgerdemokraternes rækker. De mest ivrige kunne, hvis de havde lyst dertil, kandidere ved næste folketingsvalg og forvente organisatorisk støtte.
Da han således havde udstedt sit dekret kaldet et pilotprogram, fordi et sådant ikke først skulle cleares af bestyrelsen, lænede han sig tilbage og tænkte: Flyt dig Holger, din lille lort, her kommer ÆldreMagten.






