Scene 99

Jørgen Carlsen forstod trusler bedre end de fleste, selv om de var mere vanskelige at håndtere, når han selv helt ufortjent var offeret. Teodor Severinsen, den lømmel og opkomling, der drillede ham med hans egen holdning fra ungdomsårene, før han lærte sig realpolitik, havde sat en Haubitzer artillerikanon for hans pande og var parat til at fyre den af og blæse statsmand Carlsen af banen.

Før han indrømmede for offentligheden, at hans drøm om atter at blive regeringschef var styrtet sammen, ville han bruge sin status som dronningens forhandlingsleder til at redde sig ud af problemet med Rigsretten. Derfor kontaktede han sekretæren for Højesterets præsident Blid for at få et hurtigt møde om ”noget vigtigt”.

Altid parat med nye sproglige badutspring kastede Jørgen Carlsen sig ud i en længere svada om sine og dermed nationens problemer, som nu lå på skuldrene af Zacharias S. Blid, hvis ikke han brugte anledningen til at lade den tidligere statsminister rådgive sig ud af dem. Sådan lød det i hvert fald i dommerens følsomme og skeptiske øren.

― Anklagen mod mig, som hun ikke substantierer det mindste, er frivol og må skyldes stress på paladset. Det nye Folketing får sig et gevaldigt problem, medmindre du finder en måde at forhindre den rigsret på. Altså, der står ingen steder i Grundloven, at dronningen kan anlægge en sag af den art og tilmed uden beviser.

― Jørgen Carlsen, mon ikke De skal overlade fortolkningen af Grundloven til mig, når vi nu snakker helt uformelt om Deres problem? En af Hendes Majestæts bedste venner er tilfældigvis min gamle professor i statsret, dr. jur. Henning Moltesen Smidt, og det skulle ikke undre mig, om han har været inde over hendes ”stævning”, om jeg så må sige. Jeg har studeret formuleringen, og den har hun næppe selv skrevet.

― Interessant nok påberåber hun sig ingen speciel paragraf, hvilket overlader det til Folketing og Højesteret at vælge, hvilken lov hun henholder sig til. Da vi principielt må tage en stævning til Rigsretten fra regenten mod statsministeren alvorligt, fanger hun os i en fælde, hvor vi er tvunget til at lede efter en eller flere love, som gør hendes stævning juridisk holdbar.

Politikeren var ved at eksplodere af utålmodighed, men måtte beherske sig, hvilket han gjorde uden at lytte ordentligt efter.

― Majestæten bruger et meget eksotisk, juridisk-psykologisk trick, må jeg sige. Højesterets dommere har allerede studeret finessen og vurderet, at det er … øh … en hidtil ukendt juridisk polka, hun er ude på gulvet med. Man er ret imponerede i dommerkollegiet. Det har karakter af en civilanholdelse af statsministeren. Der findes intet fortilfælde i den historiske, juridiske eller satiriske litteratur, forklarede han videre.

― Hør nu her. Alt det der er din afdeling. Sagen skal bare afvises. Jeg står over for at kunne skabe fred mellem Liberalt Folkeparti og Borgerdemokraterne i en moderne samlingsregering af landets to store partier. Rigsretsanklagen står i vejen for dette historiske gennembrud. Hele landet vil takke dig for at få den sag lukket, før den går i gang.

― Må jeg tillade mig et direkte spørgsmål, Jørgen Carlsen. Tror De, at dronningen og landets fineste ekspert i statsret, dr. jur. Henning Moltesen Smidt, er idioter?

Det rykkede i den desperate Carlsen ved det meget direkte spørgsmål. Han sundede sig og blev igen insisterende.

― Min personlige teori er, at Hendes Majestæt er stresset ud over det med kronprinsen og har misforstået noget helt og aldeles og fået den gamle professor med på historien. For fanden mand, hun stak mig et blåt øje og truede statsministeren med et lag bank. Jeg er bange for, at vandet er gået på konen.

― Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår Deres sproglige billede, men lad nu det være, Jørgen Carlsen. Hvad skete egentlig ved det omtalte private møde?

― Altså dronningen og jeg har for vane at mødes hver anden onsdag for at gennemgå landets tilstand, så jeg mente, at med al den ballade om Holger, ville det være høfligt at tage en snak med hende før valget. Fra paladset er det ikke let at følge med i udviklingen. Hendes Majestæt var så oprevet, at hun overfaldt mig korporligt. Ud over ydmygelsen ved at få et sæbeøje af en gammel madamme i morsomt tøj, kan jeg ikke engang anklage hende for vold mod sagesløs, vel? Hun kan jo overfalde hvem som helst uden at komme i arresten, ikke?

― Jørgen Carlsen, jeg tror ikke, der er noget for mig at gøre i denne sag ud over at lade den gå sin gang. Hendes Majestæt har juridisk set lavet et kunststykke, som Folketinget må vurdere. Mit job er at indkalde Rigsretten, når den er sammensat af Folketingets flertal. Men De kan jo håbe, at flertallet afviser dronningen.

― Hr. præsident, det er ikke godt nok. Som statsminister har jeg sammen med regeringen holdt hånden over jer dommere i Højesteret, så I hver kan vedblive at score en fed million om året på bijobs for staten og erhvervslivets tunge drenge. Det er nu, der skal betales tilbage. Og sker der ikke noget i denne sag, vil jeg stadig være folketingsmedlem, og jeg skal personligt stille lovforslag om, at bijobberi forbydes, uden at I får kompenserende lønforhøjelse, som I ellers kræver. Står perspektivet dig helt klart?

Zacharias S. Blid rejste sig synlig træt og besværet, rakte hånden over sit skrivebord til Jørgen Carlsen og sagde:

― Tiden for Deres konsultation er overskredet, hr. Carlsen. Må jeg anbefale, at De opsøger en psykiater næste gang.

Den tidligere statsminister stod dirrende og stirrede på den fremstrakte hånd, men rørte sig ikke ud af pletten. Højesteretspræsidenten buzzede sin sekretær, der straks meldte sig:

― Vær så venlig at vise den herre udgangen, sagde han stille.