Scene 100

Jørgen Carlsen gik sin pligtrunde hos de to sidste partier, men opnåede som ventet ikke noget. Derfor måtte han først meddele Borgerdemokraterne, at der ikke blev videre forhandlinger, og bagefter måtte forhandlingslederen til dronningen og orientere hende om sine manglende resultater.

Peter Sørensen og Borgerdemokraterne forsøgte han at klare via telefonen, men næstformanden krævede et møde. Han ville se Carlsen i øjnene og stille spørgsmål.

Igen var det Ole Bang og Peter Sørensen, der mødte op for at blive orienteret. At aflyse forhandlingerne på så foreløbigt et stade var sært, og siden Borgerdemokraterne derefter forventedes at bliver forhandlingsledere, ønskede de at være godt forberedte på deres optioner hos Liberalt Folkeparti.

― Ja, den gik altså ikke, sagde Jørgen Carlsen og så overmåde træt og trist ud. ― Jeg har gjort alt, hvad jeg kan, men det lykkedes ikke. Der bliver ingen samlingsregering mellem os.

― Hvad gik helt præcis galt, spurgte Ole Bang interesseret.

― Du ved lige så godt som jeg, at der er spændinger internt i Liberalt Folkeparti. Mindre bliver de jo ikke af valgresultatet og den der rigsretsanklage. Nogen ønsker at udnytte det til egen fordel og glemmer alt om landets ve og vel.

― Hvem nogen?

― Er der mere end én i min forhutlede folketingsgruppe, der kan se sin interesse i at forhindre et samarbejde med jer og med mig som statsminister?

― Sæt venligst navn på dit problem.

― Egentlig rager det ikke jer, men det er altså Severinsen og hans 19 tamme dværge, hvæsede han og fortsatte: ― Han vil have min plads som partiformand, og det sker kun, hvis min regering mislykkes.

― Sig mig, er du ikke stadig partiformand?

Ole Bang smuttede ubemærket af den desperate politiker ind i sin gamle rolle som hans spindoktor og fik ham til at tale af hjertet.

― Jo, men jeg har ikke magten uden en aftale, og han truer med at splitte partiet, hvis vi forhandler en aftale.

― Jaså, gør han det. Er han ikke stærkest inden for murene og ved at gå efter posten som formand eller næstformand? Den synes inden for rækkevidde.

Den tidligere statsminister nikkede resigneret, mens han holdt med sin buttede venstre hånd på sit efterhånden permanent værkende hjerte.

― Har Teodor muskler nok til at danne sit eget udbryderparti?

― Ja for fanden, hende den blonde strigle med de store pengesække er tilbage i byen, udbrød Carlsen og kommunikerede med to udspilede hænder grafisk budskabet om hendes bryster. ― De to er set hånd i hånd på Hotel Kong Frederik kurrende som nyforelskede teenagere.

Ole Bang kneb øjnene hårdt sammen, og Peter Sørensen blegnede. Det var en uventet nyhed af frygtindgydende format. Kapitalfondene var tilbage på den politiske jagtmark.

― Han mener det sgu, den lort til Severinsen, stodderen er parat til at splitte partiet i to, hvis jeg laver en aftale med Borgerdemokraterne. Alene truslen er nok til, at partiets bestyrelse svigter mig. Magten er nu hos liberalisterne.

― Hvad vil du gøre, spurgte Bang venligt?

― Dronningen venter, og jeg må nok indstille mig på en masse ballade. Kunne du ikke, for gammelt venskabs skyld, få Holger til at aflyse den rigsretssag. Kunne han ikke snakke med hende, tryglede den faldne leder.

― Du kender hende lige så godt som os andre, ikke, var det tørre og afvisende svar fra Ole Bang.

På vej ud af døren spurgte Ole Bang henkastet, om ”Bagmandspolitiet mon vidste, at blondinen var tilbage i landet.”

Det gav et sæt i Carlsen, og han stirrede tænksomt ud af vinduet uden at byde dem farvel.