Scene 101

Få denne scene læst op: 

― Det var altså ikke pænt gjort at give Carlsen den ondskabsfulde idé, sagde Peter Sørensen til Ole Bang på vej ind til mødet med partiledelsen.

― Aner ikke, hvad du taler om. Det var bare et uskyldigt spørgsmål, som han vist havde glemt at stille selv.

― Jeg troede, vi var enige om, at vort parti ikke vil bruge beskidte tricks.

― Helt enig, det var ikke beskidt. Som sagt var det bare et spørgsmål, der hverken antydede det ene eller det andet. Hvis jeg kender Liberalt Folkeparti ret, står folk i kø for at genere Teodor. Hvad Jørgen Carlsen finder på, må stå for hans egen regning. Formentlig er han for sent ude.

Partitoppen og Hannah Mårtensen satte sig forventningsfulde i mødelokalet for at høre nyt.

― Uden at overraske nogen må vi meddele, at der ikke bliver nogen regering bestående af os og Liberalt Folkeparti, et samarbejde som vi aldrig har ønsket, men vi har været imødekommende og lært en del om den politiske situation, indledte Ole Bang. ― Der er hård magtkamp internt i Liberalt Folkeparti, fordi tronen er ledig efter Carlsen. Personligt har han ikke fattet det endnu.

Da Hannah hørte nyheden, mistede hun et øjeblik koncentrationen om snakken ved bordet og begyndte at fantasere om sit tabte væddemål.

Analysen fortsatte med en forklaring om Liberal Klubs rolle i sammenbruddet af forhandlingerne, dog uden at Ole Bang havde de interne detaljer. Gruppen blev også orienteret om, at kapitalfondenes repræsentant var tilbage og i direkte samarbejde med Teodor Severinsen. Peter Sørensen skar det ud grafisk:

― Mariann Madsen, som de fleste kender fra TV2-reportagerne som guldåren bag liberalisterne, vurderer tilsyneladende, at investeringen i danske politikere er værd at bygge videre på. Borgerdemokraterne må forvente hård modstand fra den kant. Hun har ubegrænsede midler til rådighed. Solid politik og godt sammenhold er den bedste medicin mod skønheden og udyret.

For enden af bordet sad formand Holger og grublede over nyheden med Mariann Madsen og de aggressive, udenlandske investeringsfonde. Økonomien i Danmark var lige nu ikke til voldsomme investeringer i erhvervslivet, men med 20 politikere valgt til Folketinget var der rigeligt at bygge på. Havde Normann Schluss og fondene mon skiftet strategi for at gå direkte efter magten? Kontrollen over landets største politiske parti var tydeligvis nu inden for hendes rækkevidde.

― Ok, forhandlingsgruppen, altså Holger, Peter og mig selv, må regne med, at dronningen i dag beder os indlede forhandlinger med de andre partier. Vi ved fra tv, at Soffi Hermansen har forlovet sig med Teodor Severinsen i håb om ministerposter. Højrepartiet vil sammen med liberalisterne satse på, at Teodor bliver partiformand og statsministerkandidat for Liberalt Folkeparti, og at de sammen får magten efter næste valg, forklarede Ole Bang og udpenslede den aktuelle politiske situation, som de skulle arbejde i:

― Liberalisterne og Højrepartiet har flere strategier, som vi kan arbejde konstruktivt med. De vil sabotere, at begge deres partier kommer i regering, fordi rollen i opposition passer dem perfekt. De vil bruge deres kræfter på fløjkampe og magtspil, indtil de liberales næste årsmøde, hvor Teodor skal vælges som formand. Modstanderne vil gøre alt for at holde vores borgerdemokratiske regering i live, indtil Teodor er valgt. Lykkes det ikke første gang at gribe magten, vil de prøve igen. Nyvalg vil først komme, når de er stærke nok eller snarere, vi er svage nok til at blive slået. Det giver Borgerdemokraterne mindst et år til at gennemføre sin politik.

Forsamlingen blev helt forpustet over analysen, hvor den indædte modstand fra to store partier pludselig blev en fordel for Borgerdemokraterne. Peter Sørensen bakkede op:

― Vores strategi om at danne regering alene er tættere ved målet end for to dage siden. Borgerdemokraternes velvillige kontakt til Jørgen Carlsen har kastet hans parti ud i en forventet krise. Manden forstod aldrig, at vi slet ikke ønsker et samarbejde. Nu er både liberalisterne og Højrepartiet tvunget til at støtte vores regering fra sag til sag for at forhindre et nyvalg. Vores parti får tid til at vokse, lære processen og blive stærkere ude i befolkningen.

Holger sad stadig tavs for enden af bordet. Han nød at lytte til sine stærke og kloge fæller. Følte sig tryg. Det politiske spil lignende ikke noget, han havde lært om under sine studier i statskundskab. Mens han således sad i sine egne tanker, undrede det ham, hvordan magt i det danske samfund blev fordelt uden det mindste hensyn til politik over for samfundet. Behøvede det mon at være sådan?

Under alle omstændigheder nægtede han og ledelsen i Borgerdemokraterne at tolerere tingenes tilstand. Holger frydede sig over at have Ole Bang ved sin side. Om nogen mestrede spinkirurgen det beskidte spil på Christiansborg og kunne derfor benytte sin erfaring. Gruppen havde viljen til forandring, og den skulle komme øjeblikkeligt. Planen var at bygge samfundet om, og som man sagde i gamle dage: Der skal smedes, mens jernet er varmt.

― I morgen tager vi møder med Demokraterne og Socialisterne, og vi sørger for, at der intet formelt kommer ud af det, forklarede Ole Bang. Som forhandlere interesserer vi os meget for deres ønsker, behov og tilbud, også de skal samarbejde med vores nye regering. Demokraterne er rædselsslagne for et hurtigt valg. Socialisterne er de eneste ud over os, der ikke frygter et nyvalg. Så vi står solidt og stærkt med mange fjender, der vil holde os i live.

Flere i forsamlingen kommenterede, at de dagligt blev overrasket over, hvilket galehus Folketinget og dansk politik er. Hannah Mårtensen var ikke overrasket. Hun havde set det hele før. Tanken om, hvad hendes lækre spinkirurg kunne finde på i nat, optog hende mere. De folkevalgte summede i forventning til resultatet af deres egen plan, som var fundamentet for Borgerdemokraternes vej mod regeringsmagten.

Folketingsgruppen fik endnu en gang indskærpet behovet for absolut diskretion om planerne. Inden mødet blev opløst, gav partisekretæren gruppen en påmindelse om, at klokken 16 var sidste chance for at aflevere deres kommentarer til kandidatlisten for ministerposter, så sekretariatet og webfolkene fik aftenen og natten til at gøre næste initiativ klar.