Scene 102

― Deres Majestæt, det har ikke været muligt for mig at danne en regering, og jeg må derfor anmode om, at ansvaret som forhandlingsleder overdrages til Borgerdemokraterne, der ikke alene er landets næststørste parti, men som også synes at være det eneste med størrelse til at løfte en koalitionsregering. Liberalt Folkeparti vil støtte den nye regering, hvordan den end kommer til at se ud i den udstrækning, det er politisk muligt for os.

― Tak for Deres indsats og råd, Jørgen Carlsen, replicerede hun i et officielt tonefald.

― En anden sag, Deres Majestæt, med forlov.

Han så afventende og bedende på hende, indtil hun med en håndbevægelse signalerede, at han kunne tale.

― Mit politiske liv er slut, ser det ud til. Ved mit partis årsmøde træder jeg tilbage fra posten som partileder. Og i det scenarie er der vel ingen grund til at fortsætte med en rigsretssag, er der?

― Vores sag er ikke personlig. Jeg påpeger Deres ulovlige og udemokratiske handling som statsminister, en handling, som en rigsret må vurdere konsekvenserne af, svarede hun i et forretningsmæssigt tonefald.

― Med Deres tilladelse, så kan jeg i et pudset bakspejl se, at mine ord kunne forstås krævende og negative, men det var anspændte dage, og jeg forløb mig måske lidt. Hvis det kan hjælpe, vil jeg gerne på stedet give en uforbeholden undskyldning og tage mit sæbeøje som en fortjent straf.

Hun observerede uden fryd, hvor ynkelig han var, så blot på ham, men svarede ikke … så manden fortsatte.

― Deres Majestæt, en undersøgelsesdommer vil få meget svært ved at udrede, hvad der blev sagt, og hvad der skete den dag. En offentlig undersøgelse bliver en pinlig sag for os begge, påstand mod påstand, for der er jo ingen beviser for noget, vel?

Han vred sine svedige hænder, skottede forsigtigt op fra dem og mødte hendes nådesløse og iskolde øjne. I samme øjeblik slog det ham, at dronningen aldrig ville åbne en kontroversiel sag som denne uden et sikkert bevis. Der måtte altså være en optagelse. Han skrumpede for hendes blik, krympede sig og begyndte besværligt at rejse sig fra sin stol.

Også rigsretssagen var tabt … han havde intet tilbage, end ikke sin ære.

Da Liberalt Folkepartis slagne leder forlod Amalienborg, blev han mødt på pladsen af en meget lille gruppe journalister. Manden var ikke interessant mere, fordi enhver kunne se, hvilken vej det bar med ham. De tog billeder af hans modløse vandretur til en ventende taxi, men spurgte ikke om noget. De gjorde sig parat til den nye forhandlingsleder.