Scene 103

Stemningen var anderledes hjertelig, da Holger frisk sprang op ad trapperne, to trin ad gangen, til sin mors kontor. Ind ad døren smuttede han og gav hende et knus, fordi ingen andre var til stede.

― Turen er kommet til Borgerdemokraterne. Tror du, I kan danne regering?

― Jep, det vil vi, men der er ikke et flertal, som situationen er.

― Næh, det er der vel ikke, men den slags regeringer har vi haft mange gange i forrige århundrede. Demokraterne var ret drevne til at manøvrere på Christiansborg, kommenterede hun.

Mor og søn havde egentligt ikke mere at tale om formelt set, men tid til et glas rødvin i køkkenet var der. De satte sig og sludrede om barnebarnet, lidt royal sladder og hofnyheder fra udlandet. Hun var bekymret for, hvordan Maria Magdalena tog situationen.

― Vi er i en sær tid, synes jeg. På mig virker det, som om udviklingen kører os — i hvert fald mig — rundt i manegen. Jeg skal hele tiden reagere på ting, som ikke kan forudses. Helt ærligt er jeg nervøs for at gøre fejl. Forhåbentlig ved du og dine dygtige folk, hvad I gør, sagde dronningen træt.

― Det forstår jeg godt, svarede sønnen omsorgsfuldt. ― Jeg lover at holde dig orienteret om de ting, der påvirker dig og din stilling som statschef. Vi mener, at de sidste mange års regeringer har skabt et demokratisk underskud. Borgerdemokraterne går hele vejen med det samme, og der vil opstå en heftig debat. I de kommende dage vil vi tage initiativer, som ingen i Danmark har drømt mulige.

Dronningen så indgående på sin ældste søn men undlod at udfritte ham, selv om hun var nysgerrig. Hun grublede lidt men besluttede så at springe ud i frit fald:

― Professor Henning Moltesen Smidt har været mig en god støtte den seneste tid. Han er der altid, når jeg har brug for ham. Jeg har tilbudt ham at flytte ind …

Der gik et par lange sekunder, før Holger fattede hendes budskab. Hans ansigt gik gennem en række faser fra vantro over mere vantro til afvisning og til sidst et kæmpe smil.

― Ok, ud med sproget, mor. Har I to noget kørende?

Hun nikkede alvorligt.

― Det var satans! Han klaskede i bordet. ― Hvor længe har det stået på?

― Åhhh, vel sagtens i to-tre år, svarede hun med et hemmelighedsfuldt smil.

― Det var satans! Sønnen var imponeret over, at de havde kunnet holde det hemmeligt. ― Jeg har da aldrig hørt mage …

― Ja, ja … værre er det vel heller ikke.

Han sprang ud ad stolen og omkring bordet for at hive hende på fode og give hende et kæmpeknus. Holger holdt hende fra sig i arms længe, så hende dybt i øjnene og sagde påtaget alvorligt:

― Kan vi nu være sikre på, at han har reelle hensigter? Du har jo din stilling i samfundet at tage hensyn til.

Fnisende faldt de hinanden om halsen for, hvor mange gange havde hun ikke ytret de selv samme ord, når han havde løftet sløret for endnu et veldrejet damebekendtskab, som helt sikkert kunne blive hans perfekte dronning?

― Har du snakket med brormand om det?

― Næh, jeg ville først vende det med dig, for du er sådan set familiens mandlige overhoved, siden far døde.

― Har professoren friet til dig?

― Næh, jeg har bare sagt til ham, at han er velkommen til at bo her. Faktisk har han allerede flyttet de første ting ind.

― Det var satans! Du er godt klar over, at …

Inden han nåede at gøre den sætning færdig, som drejede sig om medier og offentlighed, konstaterede hans mor:

― Jeg har været alene i alt for mange år, og det vil folk forstå. Henning gør en passende figur, og for øvrigt er jeg vist gammel nok til at bestemme over mit eget liv. Sådan bliver det, og for øvrigt elsker vi hinanden.

― Skal I giftes? Bliver der stor fest på slottet?

― Indtil videre bor vi bare sammen.

― Er det nu gennemtænkt? Befolkningen går fuldstændig bananas, når de finder ud af, at dronningen lever i synd med en langhåret professor.

― Helt ærligt, så holder du dig ikke selv tilbage med utraditionelle overraskelser. Denne her nyhed vil formentlig drukne i dit tæppebombardement af medierne.

― Glem det mama. Du, eller snarere I, kommer på forsiden i ugevis. Er Henning parat til at blive toastet af ugepressen?

― Vi tager det, som det kommer. Men sådan bliver det altså. Når alle problemerne med valget er overstået, vil vi overveje at holde en fest.

Holger sad et øjeblik og nippede til sin rødvin og fornøjede sig i sit stille sind over moderens spring ud på det dybe vand. Aldrig tidligere havde han oplevet, at dronningen bortkastede formaliteterne. Hun brød hans tankerække:

― Er du egentlig klar over, at hvis jeg falder tidligt bort, bliver du som værge for Lilleprinsen de facto konge? Professoren siger, at Værgemålsloven er den eneste, som regulerer spørgsmålet, så du slipper alligevel ikke, sagde dronningen med et drillende udtryk i øjnene og hviskede, mens hun lænede sig fremover:

― Kan du forestille dig balladen, hvis du samtidig er både statsminister og konge? Hun fnisende aldeles upassende, og med hovederne tæt sammen hen over bordet brød de ud i et langvarigt, hulkende grineflip.

Med latterens befriende tårer trillende ned ad kinderne, hviskede han tilbage, for de regnede med at nogen lyttede i hjørnerne af køkkenet:

― Overvejer du at træde tilbage, abdicere?

― Idéen har strejfet mig med al den ståhej om min uartige søn og den umulige statsminister, men jeg har ikke besluttet mig endnu.