Scene 105
Teodor Severinsen mente, det var vigtigt at give vennen Rasmus Pottemager nyhederne om Mariann Madsen. Han fortalte begejstret om deres plan for, at hun skulle finansiere Liberal Klubs sekretariat og være både daglig leder og folketingsgruppens rådgiver. I sin glæde over udviklingen glemte han, at Rasmus og hans EPOC hidtil havde været koordinerende for liberalisterne. Vennen kommenterede ikke, mens han modtog de for ham dårlige nyheder.
― Hendes plan er, at EPOC og du skal udgøre researchdelen for klubben, som I er nu, og at den indsats skal koordineres tættere med folketingsgruppens arbejde. Hun går selv ind som rådgiver, fordi Preben Lynk, den idiot, druknede i sin brandert. Målet er, at vi med hendes hjælp opnår flertal ved årsmødet og får mig valgt som partiformand. Er det ikke bare cool man?
― Sig mig, har hun ikke Bagmandspolitiet langt oppe i røven?
― Hun siger, de ikke har noget at komme efter, og at de kun har janteloven at støtte sig til. Det er misundelse, fordi hun har tjent lidt penge og fået succes.
Rasmus ”Godzilla” Pottemager følte sig dygtigt skubbet til side af Mariann Madsen, som godt kunne have informeret ham på forhånd om sin plan. Hidtil havde han været hendes fortrolige og formidler af penge til forskellige formål, men nu ville hun selv. Og Teodor kunne slet ikke se virkeligheden.
― Har du mødt hende, er hun i København?
― Ja for fanden mand. Hun inviterede mig ud at spise, den røde løber med det hele … verdens bedste restaurant, bil med chauffør og dybt nedringet. Du ved, champagne, suppe, steg og avec til kaffen og noget lækkert bagefter, alt var bare klasse. Jeg havde sgu ikke troet, at hun kunne rulle sig sådan ud.
Teodors tonefald mere end antydede, at han havde scoret big time med den uopnåelige skønhed.
― Jeg har allerede friet til hende, lidt som et kompliment, men jeg mener det sgu. Med mig som landets yngste statsminister nogen sinde og hende som den smukkeste, klogeste og rigeste førstedame. Kan du se det, Zilla? Vi kan herske i Danmark hele dette århundrede. Jeg er vildt forelsket.
Lad os nu se tiden lidt an, tænkte en nu stinkende jaloux Pottemager. Teodor tror altså, at han kan kneppe landets lækreste og rigeste kusse hver dag … men det kunne jo være, at Bagmandspolitiet lægger tøsen i lænker og giver hende spank i årevis.






