Scene 106

Få denne scene læst op: 

Danmarks største sociale bevægelse er Forbrugerforeningen, der med halvanden million medlemmer udgør en snorksovende magtfaktor i dansk politik. Foreningen fik store problemer med at betjene sine medlemmer, da supermarkederne var afhændede, og efterlod en tom og tvivlrådig organisation med et hav af medlemmer, en stor pose penge og intet at foretage sig bortset fra at sende folk et månedsblad.

Internt i organisationen, ikke mindst i bestyrelsen med sin skiftende sammensætning af koryfæer, var der en rumlende fornemmelse af, at der måtte ske noget dramatisk ud over at oprette et loyaltyprogram på plastickort. Debatten gik på, om man skulle opfylde foreningens formålsparagraf og være aktivist i forbrugerspørgsmål. Der blev holdt mange møder, og snakken gik. Bestyrelsen fik solide honorarer for anstrengelserne.

Den nye, nye formand, Stig Kjærrulf, havde haft færre år i dansk erhvervsliv end de fleste i sin bestyrelse. Til gengæld havde han en glorværdig karriere i britiske supermarkedskæder bag sig, og han forstod sig på forandring. Han var efterhånden godt træt af de endeløse og trælse diskussioner i bestyrelsen og parat til at give forbrugergigantens medlemmer ny inspiration.

Kjærrulf besluttede at spille solo, men det gik nok an. Formiddagsposten fik et eksklusivt interview.


Forbrugere foren eder

Formanden for halvanden million danske forbrugere giver Holger-partiet Borgerdemokraterne sin opbakning i et brud med dansk sædvane om, at erhvervslivet holder sig uden for politik. Stig Kjærrulf fra Forbrugerforeningen kommer med følgende udmelding, som vil forandre det politiske billede i Danmark:


Meld dig ind i Borgerdemokraterne og få indflydelse på dit eget forbrugerliv.


― Mit private initiativ, som ikke er på vegne af Forbrugerforeningen, går ud på at forene danske forbrugerne som en slagkraftig styrke til fordel for sundhed, økologi og lavere priser. I årevis har forbrugerne levet som stedbørn i en politisk proces, hvor enhver folkevalgt synger en sang om kontrol, sundhed og slik ved kasseapparaterne. Men sker der noget?

― Jeg opfordrer folk til at tage et medansvar for forbrugerpolitikken ved at melde sig ind i Borgerdemokraterne. Det parti mener aktiv deltagelse så alvorligt, at enhver med visioner kan stille op, og hvis du kan skaffe dig den nødvendige støtte til at blive folkevalgt, er du med på Christiansborg. Medlemmer kan påvirke de folkevalgte, når love skal vedtages.

Stig Kjærrulf lufter sin personlige, politiske frustration over et folketing, der år efter år ikke formår at sikre den nødvendige fødevarekontrol, og som saboterer økologi gennem tårnhøj moms. Erhvervsmanden mener, at de sunde varer bør være momsfri, og de usunde belægges med højere afgifter.

― Der er intet teknisk problem ved at indføre forskellige momssatser til støtte for folkesundheden, siger han. Jeg er overbevist om, at alene ændringen af momsen på sund mad vil forbedre folkesundheden og reducere antallet af livsstilssygdomme.

Stig Kjærrulf fremhæver, at man ikke skal forvente, at Forbrugerforeningen kommer med et udspil, men personligt mener han, at alle forbrugere bør blive aktive, når nu chancen er der. Spurgt, om hans overraskende, politiske udmelding får konsekvenser for hans job, svarer han, at hans job er at støtte forbrugernes interesser.


Da nu Stig Kjærrulf var sprunget ud på banen, meldte Claire Sylvest fra Dansk Natur sig på hans hold og annoncerede, at naturfolket gjorde det samme i et projekt, der allerede kørte. Samme dag meldte u-landsforeningerne sig i hobetal med lignende opfordringer. Det gjaldt om at være med.