Scene 110

Jørgen Carlsen trillede gennem byen i sin private, mørkeblå Volvo for at mødes med vennen Arne Klampo. Politikeren forsøgte at tænke både på sin fortid og sin fremtid, for nutiden var umulig at overskue. Smerten i fingerspidserne fra de nedbidte negle holdt ham vågen, når kroppen ville have fred. Hans hoved føltes rungende tanketomt. Følelsen inderst inde var som stilheden efter langvarig gråd. Tårerne huskede han ikke, men nogen var død, noget var dødt. Manden erkendte ikke den stress, som fik hans krop til at værke.

Ingen genkendte ham, da han gik gennem restauranten til de private båse, hvor de to venner mangen en gang havde aftalt strategier for deres fælles politiske projekter. Officielt var Liberalt Folkeparti og De Ældre på ingen måde koordinerede, men de langsigtede mål for samfundet var de enige om. Fundamentet for tidens velfærdspolitik og flere sociale initiativer var lagt netop her.

Om nogen var direktøren for De Ældre en politisk rotte, ment på en jovial måde. Vennen forstod magtpolitik, og de sidste 25 år havde de nydt godt af deres hemmelige alliance. Arne Klampo havde opbygget en folkelig bevægelse for en særlig, social gruppe, men Jørgen Carlsen havde aldrig forstået, at et politisk parti med mange interesser kunne det samme, eller at partier en gang i fortiden var sociale bevægelser. Holger gjorde nu det, alle havde påstået var umuligt i Danmark.

― Hvor galt er det fat, mumlede Arne Klampo over deres første fadøl.

― Alt er brudt sammen. Jeg kan ikke danne regering, kællingen på Amalienborg vinder sin rigsretssag, Borgerdemokraterne danner regering, Teodor Severinsen kvæler mig, svinet bliver måske den næste formand for partiet, og min kone truer med at skride, hvis jeg ikke finder en løsning.

Vennerne begyndte at snakke detaljerne igennem, og Carlsen var ærlig. Han glemte dog enkelte detaljer i historien med forsøget på at udsætte valget, fordi han stadig nærede et svagt håb om, at han kunne redde sig ud af det problem. De fik et par ekstra glas, mens det triste scenarie rulledes ud. Godt at tale det igennem, følte Carlsen.

― Kan du gøre noget for mig, som for eksempel at skaffe mig bestyrelsesposter i De Ældre og andre steder? Jeg har den rette alder og erfaringen mangler jo ikke. Den slags ville lune meget på respektkontoen.

― Hør nu her, du har pest. Ingen, ikke engang jeg, tør røre dig selv med en glohed hvalkrog. Enhver, som associerer sig med dig, bliver smittet med bad luck og mister prestige og position i samfundet. Forbandelsen er nok på livstid.

Den tidligere statsminister krummede fingre, tæer, ryg og hjerne, mens han lyttede til sin vens dom. Arne Klampo fortsatte:

― Jeg ved, det er ubehageligt at høre, men du har uden ophør truffet dårlige beslutninger det sidste år. Alt, hvad der er sket omkring Holger-bevægelsen, er din egen skyld. Teodor har magt, fordi du ikke greb ind mod de amerikanske fonde. Du kunne have forhindret det nuværende cirkus ved at vise bare lidt respekt for sociale bevægelser. Du og dine folketingsmedlemmers holdning om, at I alene vide, og at folket er nogle kvajpander, holder ikke et skvæt lunkent pis.

― Sådan er det ikke. Jeg har respekt for vælgerne, argumenterede Carlsen forurettet. ― Gang på gang har vi siddet her og lagt planer, og du har aldrig fortalt mig noget om det her. Hvis du mente, at jeg var på vildspor i så lang tid, hvorfor sagde du så ikke noget?

― Jørgen, du og jeg har altid snakket realpolitik, den politik vi begge fik mest ud af.

Følelsen af at være svigtet af sin bedste ven brusede med hidsighedens fart op i Jørgen Carlsens hoved.

― Og hvad gør du så nu?

― Jeg har beordret hele mit bagland til at melde sig ind i Borgerdemokraterne. De er fremtiden, og der kan vi få indflydelse og måske vores egne folketingsmedlemmer. Partiet vil fungere fint ved siden af organisationen De Ældre.

Carlsens synsindtryk farvedes røde og flimrede som på en indre tv-skærm med defekt billedrør. En skinger hyletone meldte sig for hans ører, hænderne åbnede og lukkede sig, som kvalte de noget usynligt. Med knyttede næver på træbordets kant rejste han sig besværet. Et halvfuldt glas væltede, og indholdet af dovent, lunkent øl sjaskede ned ad ham, som havde han tisset i bukserne.

― Og du kalder dig min ven, udbrød han med forvrænget, rystende stemme og duvede mentalt forkrampet ud til sin bil uden at sige farvel.

Jørgen Carlsen mavede sig besværet ind på forsædet, satte nøglen i tændingen og fik motoren startet, før måneders opsamlet desperation væltede ud af ham i en kvækkende, krampagtig hulken. Følelsen af vrede, sorg, svigt, ydmygelse og tab af alting overmandede ham. Raseriet over at være alene fik overtaget.

Arne Klampo betalte og gik ud ad restauranten mod sin bil. Så snart han kom til syne uden for indgangsdøren, trampede Carlsen hårdt på speederen og derefter på bremsen. Det ene ben ville køre vennen flad. Det andet forhindrede det. Volvoen hoppede på stedet, og motoren snerrede.

Med et krampagtigt skrig over læberne rev han hårdt i rattet, den højre arm blev svag, kroppen kollapsede fremover, og han brækkede sig i en tyk stråle. Politirapporten samme aften bekendtgjorde, at tidligere statsminister Jørgen Carlsen lå i koma på Rigshospitalets intensive afdeling efter et slagtilfælde.